Første spadestik på ny AAB-afdeling på Frederiksberg

Solen skinnede fra en skyfri himmel da Boligforeningen AAB fredag den 29. marts holdt første spadestik for den kommende afdeling 118 på Frederiksberg. Afdelingen opføres på Ågade som nabo til De Døves Kirke, og ejendommen kommer til at indeholde 14 familieboliger hvoraf de fem bliver flygtningeboliger.

Christian Høgsbro, der er administrerende direktør i AAB, bød velkommen til de mange samarbejdspartnere, der var mødt op. Blandt talerne var Frederiksberg Kommunes udvalgsformand for Bolig og Ejendomsudvalget Helle Sjelle (C) og 2. Viceborgmester Michael Vindfeldt (S), der begge udtrykte glæde over, at AAB nu opfører endnu en almen ejendom i kommunen.